En erhvervsuddannelse er en faglig uddannelse, hvor du lærer et håndværk.
For at starte på en erhvervsuddannelse, skal du have afsluttet 9. klasse eller tilsvarende.
Din erhvervsuddannelse begynder forskelligt afhængig af din alder, uddannelse, erhvervserfaring, og om du har fundet dig en praktikplads.
Du har også mulighed for at tage din tekniske uddannelse sammen med en EUX og på den måde få en gymnasial uddannelse med i bagagen. En EUX kombinerer nemlig en erhvervsuddannelse med gymnasiefag, så du ender med både et svendebrev og en gymnasieuddannelse.
Next Uddannelse København (Tidligere Københavns Tekniske Skole) udbyder ti EUX-linjer, blandt andet EUX-brolægger, EUX-gulvlægger, EUX-murer, EUX-snedker, EUX-frisør, EUX-smed og EUX-laboratorietandtekniker.
En erhvervsuddannelse er en faglig uddannelse. Det betyder, at du under din uddannelse bliver god til et specifikt håndværk, som du kan bruge direkte ude i den virkelige verden.
Nogle af uddannelserne er meget tekniske, mens andre stiller høje krav til din kreativitet. Fælles for dem alle er, at de både giver dig den teori og den praktik, du skal bruge, for at mestre dit fag til fulde.
Varighed på erhvervsuddannelserne er mellem 1 ½ og 5 ½ år, men det mest normale er 4 år.
Fælles for erhvervsuddannelserne er, at de består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem praktikperioder og skoleforløb. Du afslutter uddannelsen med en svendeprøve.
Følgende hovedforløb, udbydes pt. i Københavnsområdet:
Elektriker
Anlægsstruktør
Bygningsstruktør
Brolægger
Boligmontering
Byggemontagetekniker
Bygningsmaler
Bygningssnedker
Gulvlægger
Murer
Møbelsnedker
Tømrer
VVS-energi
Ejendomsservice-tekniker
Teater-, udstillings- og eventtekniker
Sikkerhedsvagt
Film- og tv-produktionstekniker
Fotograf
Grafisk tekniker
Mediegrafiker
Skiltetekniker
Web-integrator
Guld- og sølvsmed
Klinisk tandtekniker-assistent
Metalsmed
Teknisk designer
Værktøjsmager
Vil du være murer?
Uddannelsen til murer giver en grundlæggende viden om husbyggeri.
På uddannelsen lærer du at arbejde med fagets forskellige materialer og teknikker. Du lærer at læse en arbejdstegning og at opstille stillads. Du får også forstand på at varmeisolere og at arbejde med tagsten.
På skolen undervises du f.eks. i murerteknik, fliseteknik, digitalt byggeri, tegning, systemstillads.
Du skal også have fag som matematik, arbejdsmiljø samt byggeri og samfund.
Vil du være tømrer?
Tømrere lægger gulve, opsætter lofter, tagspær og tagplader. Tømrere udfører også varmeisolering, opstiller skillevægge af træ og pladematerialer samt monterer brædde- og pladebeklædninger. De indsætter vinduer, døre og forskelligt inventar.
Du kommer gennem et uddannelsesforløb både til at arbejde med det praktiske, men også den teoretiske del af det, at blive tømrer. For at du kan starte en uddannelse som tømrer, skal du have en aftale med en udlært tømrer, om at du kan starte som lærling.
Gennem uddannelsen til tømrer får du også en række andre værktøjer, som bedre forståelse for matematik og it, så du bedst muligt kan begå dig inden for tømrerfaget.
Vil du være snedker?
Uddannelsen giver en grundlæggende viden om, hvordan man fremstiller produkter i træ. På skolen lærer du at vurdere og vælge de rigtige materialer, og du lærer at betjene og vedligeholde maskiner og værktøj.
Du kan blive bygningsmontør, træoperatør inden for døre og vinduer, træoperatør inden for møbler eller afslutte med specialerne bygningssnedker, møbelsnedker eller orgelbygger.
På skolen undervises du f.eks. i design og formgivning, industriel og håndværksmæssig fremstilling af døre og vinduer, plademøbel, lim og finerteknik.
Du skal også have fag som matematik, informationsteknologi, produktudvikling, produktion og service og stil, form og farve.
Vil du være elektriker?
Elektrikeruddannelsen giver en grundlæggende viden om arbejdet med strøm til lys, maskiner, computere, alarmer m.fl.
Du lærer, hvordan elektriske produkter og systemer virker, så du kan rådgive kunderne om valg og brug af installationer. Hvis de går i stykker, kan du finde fejlen og reparere den. Du kan også installere nye systemer.
Du kan afslutte som installationsmontør eller med speciale som elektriker 1 eller elektriker 2.
På begge specialer lærer du at arbejde med installationsteknik, bygningsautomatik, styrings- og reguleringsteknik og kommunikationsteknik.
På specialet elektriker 2 lærer du desuden at arbejde med udviklingsorienterede opgaver inden for det el-tekniske område.
På skolen undervises du f.eks. i el-teknik, måleteknik, elinstallation, netværksteknik, regulering og opbygning af alarmsystemer. Du skal også have fag som matematik, naturfag, engelsk samt lære om love, regler og sikkerhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar