En EUX-Landbrug giver dig mulighed for at arbejde som landmand eller læse videre til f.eks. dyrlæge eller agronom.
Bedsteforældrene har haft et fritidslandbrug, så Nanna Flindt er flasket op med kvæg og de daglige gøremål, som er i landruget. Derfor var det ikke svært for Nanna at vælge en uddannelse. Hun vil gerne arbejde med kvæg, så jagten på muligheder gik ind.
Nannas mor støttede datteren i valget af uddannelse, men de talte om, at det ville være en god ide at tage EUX-Landmand, hvor man bliver landmand og student på samme tid.
– Vi blev enige om, at det var godt at have noget at falde tilbage på, hvis jeg nu alligevel ikke ville arbejde som landmand. Med EUX har jeg gymnasiefag og kan vælge at arbejde, når jeg er færdig eller læse videre. Valget faldt på Dalum Landbrugsskole på Fyn. Jeg er fra Langeland, så det var et oplagt valg, og det er en skole, jeg kun har hørt godt om, fortæller Nanna, der er landbrugselev og bor på Dalum Landbrugsskole.
Lige nu er Nannas planer, at når studiet er slut, vil hun arbejde som konsulent og gerne i hele verden. Nanna tænker lige nu, at muligheden kunne være at tage f.eks. produktionslederuddannelsen, før hun slår ind på vejen som konsulent. Inden da står et praktikophold i New Zealand højt på ønskesedlen.
– Jeg blev ekstra nysgerrig på den her EUX-uddannelse, fordi der er muligheder for at komme ud at rejse. Jeg vil rigtig gerne ud at se, hvordan de holder kvæg i New Zealand. Jeg er ret sikker på, at de driver landbrug på en helt anderledes måde end her i Danmark, fortæller Nanna.
Nanna er lige nu ved at gennemføre første grundforløb, hvor hun sammen med uddannelsen til landmand har haft gymnasiale fag som dansk, engelsk og samfundsfag. Efter jul venter eksamen og andet grundforløb, der blandt andet byder på matematik, biologi og kemi.
– For mig er EUX en perfekt kombination af teori og praksis. Jeg ville aldrig kunne sidde tre år i træk på en skolebænk og læse. Der skal ske noget indimellem. Her får vi mulighed for at omsætte teorien i praksis, siger Nanna.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar