Erhvervsskolerne specialuddanner i stigende grad elever til de større butikskæder. En win-win for alle, lyder det fra Tradium i Randers, der netop har indgået kontrakter med T. Hansen og Dagrofa koncernen.
Landets erhvervsskoler konkurrerer i stadig stigende grad om at tilbyde uddannelser, der imødekommer de større butikskæders særlige behov. Det kan være alt fra en international dimension i uddannelsen til et ønske om, at butikseleven ud over sin salgsassistentuddannelse skal have et særligt produktkendskab. Og det er en rigtig god udvikling, siger vicedirektør Lars Michael Madsen fra erhvervsskolen Tradium i Randers.”Et af konkurrenceparametrene i fremtiden vil utvivlsomt blive skolernes evne til at imødekomme behov fra meget forskellige kunder.”
– Det er en tendens, der dels sikrer, at kæderne får elever med de helt rette kompetencer, og som dels holder os erhvervsskoler til ilden, så vi hele tiden leverer det, markedet efterspørger.
På Tradium, der har 3350 årselever fordelt på fem campusser i Hobro, Randers og Pederstrup på Djursland, har man gennem mere end 25 år uddannet elever til Jysk koncernen. Det har været et frugtbart samarbejde, og derfor var begejstringen også stor, da man inden for de seneste to år har indgået samarbejdsaftaler med både biludstyrskæden T. Hansen og en af Danmarks største dagligvarekoncerner Dagrofa. Sidstnævnte tæller både Meny, KIWI, Spar, Min Købmand og Let-Køb.
– Dagrofa havde et ønske om, at deres butikselevers uddannelse skulle have særligt fokus på salgsvækst. Det mente vi godt, at vi kunne honorere på Tradium, og vandt så altså den udbudsrunde, hvor samarbejdet blev præsenteret, siger Lars Michael Madsen.
Samarbejdsaftalen med T. Hansen er først kommet på plads for nylig. Den er et eksempel på noget, Lars Michael Madsen tror, vi kommer til at se meget mere af i fremtiden. Kæden har nemlig fravalgt den traditionelle handelsskole til fordel for Tradium, der både udbyder tekniske og merkantile erhvervsuddannelser. Det sidste var afgørende for, at Tradium vandt udbuddet, siger Lars Michael Madsen.
– T. Hansen har et ønske om, at deres salgsassistenter skal have et større teknisk produktkendskab. De skal udover det rent salgsmæssige vide noget om de reservedele, de sælger. De kompetencer kan en traditionel handelsskole ikke levere, men i og med, at vi er en stor og flerfaglig erhvervsskole med både tekniske og merkantile uddannelsesmiljøer, passede det perfekt til os.
Resultatet af det unikke samarbejde er, at eleverne fra T. Hansens 76 butikker, nu også skal undervises i skolens mekanikerafdeling.
Lars Michael Madsen forventer, at udviklingen generelt går mod øget differentiering og totalleverance inden for uddannelsesområdet.
– Jeg tror tendensen er, at de erhvervsskoler, der formår at differentiere sig, og som forstår, hvad kunderne vil have, mere og mere bliver totalleverandør af uddannelse. Det er jo langt lettere for direktøren i for eksempel T. Hansen, at han kun skal samarbejde med én uddannelsesinstitution frem for flere forskellige.
Lars Michael Madsen lægger heller ikke skjul på, at erhvervsskolerne er i skarp konkurrence med hinanden. For eksempel får Dansk Supermarked deres elever uddannet på Detaildivisionen på Viden Djurs, mens Matas-kæden gennem mange år har brugt Handelsfagskolen i Odder.
– Et af konkurrenceparametrene i fremtiden vil utvivlsomt blive skolernes evne til at imødekomme behov fra meget forskellige kunder, siger Lars Michael Madsen.
– Vi bruger mange penge og meget energi på kompetenceudvikling af vores lærerstab, ellers bliver vi simpelthen overhalet. Vi har i vores DNA et ønske om globalt udsyn og udvikling. Det betyder, at vi ikke bare kan forlade os på 25 år gamle lærebøger. I en globaliseret verden er vi nødt til at komme ud over landegrænserne, hvis vi vil lære af de bedste.
Af samme grund er lærerne blandt de 500 fuldtidsansatte ofte på efteruddannelse i udlandet, ligesom Tradium har en række elev-udvekslingsaftaler med udenlandske skoler.
– Det korte af det lange er, at vi ikke kan være ambitiøse på vores kunders vegne, hvis vi ikke er det på vores egen. Derfor tror jeg også, at det er sundt for os at have de store, markedsledende kunder. De skaber en sund konkurrence på uddannelsesmarkedet, hvilket resulterer i bedre uddannede elever.
For Tradium er samarbejdsaftalerne med de nye kunder et tegn på, at en langsigtet strategi har virket. Tradium var indtil for fem år siden flere separate skoler, som blev fusioneret til et uddannelsesmæssigt kraftcenter med 3350 årselever og 20 forskellige erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasier og en lang række efteruddannelsestilbud. Én af ideerne bag fusionen var at tilvejebringe ressourcer, så det blev muligt at udvikle og satse strategisk.
Man var også enige om, at der skulle skabes merværdi for skolen, og at det ikke skulle ske ved, at man gjorde, som man plejede.
– Vores tanke var, at vi skulle udnytte, at vi har forskellige uddannelsesretninger under samme tag og dermed kombinere vores forskellige fagligheder. Jeg synes, at vores samarbejde med T. Hansen er et rigtig godt eksempel på, at vi et langt stykke hen ad vejen er lykkes med den vision, siger Lars Michael Madsen.
Kort om erhvervsuddannelser
En erhvervsuddannelse (EUD) er en fællesbetegnelse for en række erhvervsrettede uddannelser i Danmark. Adgangskravet for at starte på en erhvervsuddannelse er en afgangseksamen fra folkeskolen med minimum 02 i dansk og matematik, hvorefter man kan starte direkte efter 9. eller 10. klasse – eller senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar