fredag den 17. november 2017

Livserfaring er vigtigt som tv- og radiovært

Anders Breinholt er i dag landskendt som vært fra både radio og tv, og har fået stor succes ’Natholdet’ på TV2.
”Jeg kan godt ønske mig, at jeg stod i jobbet som redder sammen med nogle af de gode kolleger, jeg havde dengang.”
Erfaringen bag den morsomme tilgang til gæster og medværter er dog i høj grad baseret på den erfaring, Anders Breinholt har skaffet sig igennem livet, inden han for alvor slog i gennem soma landskendt radio- og senere tv-vært.
Det går ikke altid den lige vej fra bordet i folkeskolen til drømmejobbet, og den indirekte vej kender Anders Breinholt godt.
Nogen gange kan det være svært at træffe en beslutning og vælge den helt rigtige vej til sit drømmejob, når man blot står med eksamenspapirerne fra folkeskolen i hånden. Anders Breinholt var for eksempel allerede tidligt ret fascineret af jobbet som Falckredder.
– Min onkel var redder, og jeg havde vel også noget af den klassiske drengedrøm om politi, brandvæsen og lignende, men allerede i vores erhvervspraktik i folkeskolen var jeg afsted som redder – begge gange, fortæller Anders Breinholt.
Der gik dog lidt tid, før det blev alvor for Anders Breinholt, hvor han flirtede lidt med radiointeressen og en tid på Radio Roskilde.
Drømmen om et liv som Falckredder var dog endnu ikke begravet, og i 1992 begyndte han på Teknisk Skole for at blive redder. Efter det første halve års grundlæggende kursus på skolen, kom Falck og søgte elever.
– Det gik ikke i første omgang, hvilket nok mest var min store ivers skyld. Den overskyggede de mere vigtige krav til menneskelige egenskaber, som de nok mere satte pris på til jobbet.
Næste gang var den der pludselig, og de valgte mig. Mig, som kom fra Ølstykke og stort set aldrig havde sat mine ben på Amager før, siger han og tilføjer, at den dag, hvor brevet kom, var nok en af de største dage i hans liv.
Herefter begyndte tiden som redder i Tårnby, og, ifølge Anders Breinholt, handler jobbet i høj grad om kontakten med andre mennesker, ud over kurser i førstehjælp, krankørsel og meget andet.
– Man møder alle slags mennesker i jobbet som redder, også mennesker med en helt anden skæbne, end jeg kendte til i forvejen. Man kommer hjem i folks hjem og taler med dem om alt muligt. Jeg tror, at det har været med til at hjælpe mig på andre måder i mine senere funktioner som vært i radio og på tv. Jeg har nok aldrig haft svært ved at tale med andre mennesker, men jeg er jo ikke uddannet journalist, fortæller han.
Historien om Anders Breinholt er et eksempel på, at man ikke skal føle sig bundet af en uddannelse, man har taget på et tidspunkt i sit liv. Man kan godt skifte spor og job, hvis man virkelig vil det. For ham var det radioen, der optog ham, samtidig med hans elevtid og senere job som redder.
Jobbet som redder var gerne tre dages arbejde og tre dages fri, og så var der tid til at dyrke andre interesser.
– Næsten alle havde noget ved siden af, og for mig betød det bare, at jeg blev bedre til at lave radio. Mit hold hos Falck var det første hold, som fik en paramedicinsk uddannelse, og så blev vi sendt ud i den gamle bil for at bruge den. Det betød, at jeg fik lyst til at rykke til Odense og prøve at lave radio på The Voice. Det blev til en orlov fra Falck og en ny hverdag og liv begyndte for mig, fortæller han.
Det gik fra The Voice og freelancevært hos DR over arbejde for nogle pladeselskaber til det meget populære De Sorte Spejdere sammen med Anders Lund Madsen og senest eget program på TV2, ’Natholdet’. 
Desuden laver Anders Breinholt andre ting ved siden af som konferencier ol., men en gang i mellem, når han hører om eller ligefrem ser ulykker eller brænde, så tænker han sig tilbage til tiden som redder.
– Så kan jeg godt ønske mig, at jeg stod i jobbet som redder sammen med nogle af de gode kolleger, jeg havde dengang. Jeg ville jo rigtig gerne være redder, men man må jo mærke efter undervejs, om man er det rigtige sted i livet og laver det, man virkelig gerne vil. Ellers må man forsøge at lave det om, hvis man kan. Nogen gange må man også lytte mere til sig selv, end mange af de andre, som råder en undervejs – forældre og studievejledere m.m., mener han.
Født i Ølstykke i 1972.
Er oprindeligt uddannet Falckredder i 1996 og arbejdede som redder indtil 1999.
Har været radiovært på både Radio Roskilde, The Voice og DR - blandt andet med det populære program ’De Sorte Spejdere’ på P3. På TV2 har han for eksempel været vært på ’Go’ Morgen Danmark’, haft talkshowet ’Breinholt & Venner’ og har i dag sit eget program ’Natholdet’. Desuden er han aktuel med ”Vi Elsker Biler”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Perker lærer udsagnsord?

Det er ikke ligetil, og det ligger mange på sinde at lægge mærke til forskelle på ligger, lægger og lækker. Her ligger for eksempel nogle ...