fredag den 17. november 2017

Uddannelse der åbner øjnene

Med en IB Diploma ungdomsuddannelse i hånden kan du læse direkte videre på universiteter i hele verden.
"På IB Diploma foregår al undervisning på engelsk." 
IB Diploma udbydes i dag på mere end 2.400 skoler i verden, heraf 15 danske gymnasier. Fælles for alle skolerne er opbygningen af uddannelsen, men hver skole kan sætte sit individuelle præg på både fagudbud og undervisning. 
Grenaa Gymnasium, der er et af Danmarks mest internationale IB-gymnasier på grund af deres kostskole, har lige nu 135 elever på IB Diploma – heraf 47 fra Danmark.
– På IB Diploma foregår al undervisning på engelsk. De mange forskellige nationaliteter gør, at eleverne hele tiden udfordret på deres egne holdninger. De er nødt til at tænke ud af boksen, når de diskuterer religion, politik osv., fortæller Lone Pløger Thoft, der er pædagogisk leder for IB Diploma på Grenaa Gymnasium.
IB Diploma giver ud over det faglige eleverne en rummelighed og nysgerrighed mod verden. De unge arbejder meget struktureret med det faglige, hvilket forbereder dem godt til universitetet og til en akademisk tankegang. 
Uddannelsen, der er en international studentereksamen, består af seks hovedområder. Du skal vælge et fag fra hvert af områderne: Modersmål, fremmedsprog, individ og samfund, naturvidenskab, matematik og kunstneriske fag. Det kunstneriske fag kan erstattes af endnu et fag fra en af de andre kategorier, og på den måde kan du selv tone din uddannelse, f.eks. med Music eller et ekstra sciencefag. 
Undervejs i studiet, der varer to år, møder du IB Diplomas kerneområde. Her skal du skrive en stor opgave og arbejde med et videnskabsteoretisk fag, der skal klæde dig på til at tænke kritisk. Og endelig er der Creativity, Activity, Service, hvor du uden for skoletid skal arbejde kreativt, være fysisk aktiv, og deltage i sociale projekter.
Grenaa Gymnasium har siden 2003 udbudt IB-uddannelsen, og den har siden trukket unge fra hele verden til Djursland. I Danmark tilbyder man også en Pre-IB, som forbereder eleverne til at tage IB Diploma. Der kan de prøve kræfter med undervisningen på engelsk, og de kan efter Pre-IB gå videre i en almindelig STX-klasse, hvis de fortryder.
– Der er ingen tvivl om, at IB Diploma er en uddannelse for dem med selvdisciplin og dem, som ønsker at blive udfordret fagligt, på holdninger og på, hvem de er. Det er en uddannelse, der skaber hele mennesker med både selv-indblik og udsyn, siger Lone Pløger Thoft.
IB Diploma udbydes også af blandt andre Nyborg Gymnasium og Copenhagen International School.
På Grenaa Gymnasium er der tilknyttet en kostskole, som ligger lige over for gymnasiet. Kostskolen har 112 værelser, der samler hele verden. Lige nu er der elever fra blandt andet New Zealand, Sydamerika og Afrika. Grenaa Gymnasium har ca. 650 elever. 135 af dem går på Pre-IB eller IB Diploma.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Perker lærer udsagnsord?

Det er ikke ligetil, og det ligger mange på sinde at lægge mærke til forskelle på ligger, lægger og lækker. Her ligger for eksempel nogle ...