fredag den 17. november 2017

Små uddannelsesbyer tilbyder tryghed

Tryghed og gode forbindelser til erhvervslivet er nogle af de fordele de mindre uddannelsesbyer lokker med. I Herning skal 200 nye ungdomsboliger desuden gøre byen endnu mere attraktiv.
”De lidt mindre studiemiljøer kan være attraktive på deres egen måde. Der kan være et større fællesskab, mere nærhed og et bedre sammenhold, som man ikke finder i metropolerne.”
For en del unge står København øverst på ønskesedlen, når det handler om, hvor de skal studere. Trods det kan der være en række fordele ved at læse i en mindre by, siger Merete Woltmann, der er erhvervs- og udviklingschef i Herning Kommune.
– De lidt mindre studiemiljøer kan være attraktive på deres egen måde. Der kan være et større fællesskab, mere nærhed og et bedre sammenhold, som man ikke finder i metropolerne. Det er i hvert fald det, vi hører fra vores studerende, siger hun og henviser til de omkring 8000 studerende, der i øjeblikket er indskrevet på erhvervs- og videregående uddannelser i Herning Kommune. 
Den pointe er Loa Camilla Pedersen, der har læst til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Midtvest, helt enig i. 
– Jeg valgte at studere i Herning, fordi det er et sted, der er meget nede på jorden, og hvor alle snakker med alle. Det føles vældig trygt. Jeg synes også, der bliver gjort meget for de studerende, både socialt og uddannelsesmæssigt. Der er i det hele taget rigtig mange muligheder.
De muligheder, Loa Camilla Pedersen taler om, er blandt andet skabt gennem et tæt samarbejde mellem Herning Kommune og erhvervslivet. Samarbejdet drejer sig om hele tiden at holde sig ajour med, hvilke kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet, siger Merete Woltmann.
– Jeg tror, den tætte kontakt, hvor vi fra kommunens side har fingeren på pulsen, er en af de ting, der lettere lader sig gøre i en mindre by end i en større, siger hun.
Samarbejdet har blandt andet resulteret i Innovatorium, der er et iværksætterhus med omkring 95 kontorlejemål. Her tilbydes en række faciliteter og services, der sammenlagt giver optimale vækstbetingelser for nystartede og etablerede innovative vækstvirksomheder. 
Men én ting er de mange studieretninger, der spænder fra universitetsuddannelser til landbrugsskole – noget andet er de fysiske forhold, byen byder sine studerende. De inkluderer blandt andet 200 nye ungdomsboliger, som snart står klar til indflytning. 
Dertil kommer de kulturelle tilbud, der ifølge Merete Woltmann også hører med til et godt studiemiljø.
– Når jeg går ned gennem gågaden, ser jeg masser af unge mennesker i et blomstrende cafemiljø. Her er et bredt ungdomsmiljø og masser af subkulturer. Tag for eksempel et kik på Ungdomshuset eller på Fermaten, der er et fedt spillested midt i byen, så er du ikke i tvivl, smiler hun.
Lidt længere nordpå – i Aalborg – sætter de studerende også deres umiskendelige præg på byen. Her er hele ti procent af byens befolkning studerende. Cafeerne skyder op af jorden som paddehatte, og der er kulturelle tilbud for enhver smag. Det samme kan siges om de uddannelsesmæssige muligheder. 
Med Aalborg Universitet tilbyder byen akademiske uddannelser inden for ethvert fagområde. Men også tekniske skoler, erhvervsakademier, biblioteksskoler, højskoler og Forsvaret som uddannelsesinstitution præger uddannelsesudbuddet i Aalborg. 
Og i lighed med Herning, bryster byen sig også af at have studieboliger, der er til at komme i nærheden af rent økonomisk. Som det hedder på en af byens studieportaler: ”I modsætning til København er Aalborg en studieby med mange billige boliger. Mulighederne er mange, og priserne er små. Så er SU din eneste indtægtskilde, vil du i Aalborg kunne drikke en del flere Café Latter her, end i andre studiebyer.”
Det samme kan ikke helt siges om studieboligerne i Aarhus, som nærmer sig prislejet i hovedstaden. Til gengæld tilbyder Smilets By både den lille bys nærhed og metropolens mange muligheder. 
Her er ikke færre end 150 forskellige uddannelsesretninger, hvor flere end 50.000 studerende dagligt suger viden til sig. Samtidig er langt de fleste uddannelsestilbud koncentreret i et relativt lille område. Stort set alle uddannelsesinstitutioner ligger i gå- eller cykleafstand fra centrum af byen, hvilket gør Aarhus til en meget overskuelig uddannelsesby.
I Aarhus er det umuligt at komme udenom byens gamle universitetet, hvor 30.000 studerende har deres daglige gang. Men universitetet er blot en af de mange muligheder. Via University College, Arkitektskolen, Jounalisthøjskolen og Det Jyske Musikkonservatorium er andre eksempler på byens uddannelser. 
I lighed med Herning Kommune samarbejder Aarhus Kommune med uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv om at skabe de rette uddannelser og praktikpladser til alle. 
Faktisk har Aarhus Kommune et erklæret mål om, at byen skal være en førende uddannelsesby i Nordeuropa – og noget tyder på, at man er ved at nå målet. I hvert fald har over 6000 udenlandske studerende valgt at læse i byen, hvor en række uddannelser udbydes på engelsk.
Uddannelse i tal
Cirka 97 procent af en elevårgang fortsætter i uddannelsessystemet efter afsluttet grundskoleforløb. Omkring 65 procent af disse fortsætter med en gymnasial uddannelse mens 32 procent vælger en erhvervsuddannelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Perker lærer udsagnsord?

Det er ikke ligetil, og det ligger mange på sinde at lægge mærke til forskelle på ligger, lægger og lækker. Her ligger for eksempel nogle ...