onsdag den 10. januar 2018

Ildsjælen brænder!

Det er med at have tungen lige i munden! Med mange bolde i luften er det nødvendigt at fokusere – men hvad er vigtigst?!
Det er en rejse af de større, når man igennem mange års studier endelig nærmer sig målstregen og skal ud på den anden side og finde et ”rigtigt” job.
Altså ikke et studie job, frivilligt arbejde eller et hyggejob mellem udlandsrejser, højskoleophold eller lignende. Et ”rigtigt” job på fuld tid, som gerne skal være relateret til det hårde slid på studierne og give værdi og mening i det store hele.

Ildsjælen brænder!
Allerede da var et godt stykke henne på bacheloren gik det op for mig, at netværk er nøglen til jobs efter endt studie. Derfor engagerede jeg mig i AIESEC AAU som frivillig, for at styrke mit eksisterende netværk, erhverve nye kompetencer og gøre noget godt for andre. Det gav rigtig meget mening. Efter en pause fra det frivillige arbejde pga. kaos og nye retninger i livet faldt jeg over AAU Matchmaking, som lød som den mulighed jeg ikke kunne undlade at gå efter. Efter godt halvandet år som Matcher ser jeg tilbage og fortryder på intet tidspunkt valget! Når jeg engagerer mig som frivillig er det mest fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Som en del af AAU Matchmaking er der bare sat nogle rammer, som gør det muligt at strukturere arbejdet mere. Sparring, dialog og udvikling er i fokus og det overordnede formål er at skabe flere og bedre relationer mellem erhvervsliv og universitet.
Har du nogensinde overvejet om frivilligt arbejde er noget for dig?

Den helt rigtige profil?
Udover det frivillige arbejde tilbringes tiden med at skrive speciale og arbejde hos pbang++ People Search & Selection. Jeg har mange jern i ilden, hvilket kræver fokus og prioritering.
Jobbet hos pbang++ har været en uventet gave, som betyder, at jeg hver dag glæder mig til at komme på arbejde, får fantastisk sparring og masser af udfordring, samt nye kompetencer inden for mit fagområde. Jeg beskæftiger mig med HR, udvikling, rekruttering, netværksadministration og meget andet – og hvilket privilegie  det er, at arbejde for en, som har tillid til min faglighed, skubber mig ud hvor jeg ikke kan bunde og hjælper mig op når jeg glemmer hvordan jeg svømmer. Alt i alt en spændende og udfordrende arbejdsplads, hvor jeg har al verdens muligheder for at udvikle mig. Både fagligt og personligt. Hvad mere kan man ønske sig?
Der er ingen garantier her i livet og derfor er det vigtigt at du kender dig selv, dine behov og kompetencer. Dermed har du mulighed for at reflektere over, hvilken type chef, arbejdsmiljø og jobfunktion der passer bedst til netop dig!
Specialeskrivningen er i fuld gang og jeg kæmper, som alle andre, med at få styr på teori, problemformulering, opbygning og undersøgelser. Det er hårdt
arbejde og sidste chance for at brilliere fagligt på uddannelsen. Så det er lige med at finde motivationen, hvilket i mit tilfælde ikke går helt optimalt.
Er du god til at jonglere og prioritere i dit liv?

Mit hjerte banker…
Jeg er mentalt klar til at erobre og udforske erhvervslivet – mit hjerte banker for at få fingrene i mulden og få afløb for min faglighed. Jeg brænder for at flytte mennesker, inspirere og motivere. Det betyder rent praktisk, at mine tanker kredser om potentielle jobs, mulighederne uden for Aalborg og meget andet!
Kort sagt: Jeg er klar til at komme videre.
Det skræmmer mig dog at vide, at studietiden lakker mod ende. Det trygge og vante udskiftes snart af et nyt kapitel, hvor intet er kendt, trygt eller vant. Hvad kan jeg forvente? Hvor er min plads i det store hele? Og er jeg kvalificeret til noget som helst job inden for HR eller lignende? Usikkerheden presser sig på, men skal den have lov til at tage over? På ingen måde!
Når nogen spørger, hvor jeg får energien og overskuddet fra til at være proaktiv og give den alt hvad den kan trække for at udvide og styrke mit netværk, så svarer jeg, at det er af nødvendighed. Jeg er bevidst om, at jeg ikke får noget forærende. Derfor ser jeg det som en nødvendig prioritering, at engagere mig mest muligt for få den fornødne erhvervserfaring, samt møde nye mennesker og kast mig ud på dybt vand for at få et bedre netværk. Og den dag jeg står med eksamensbeviset i hånden og bliver ledig – hvilket på ingen måde er ambitionen! – har jeg allerede nu lagt en strategi for, hvordan jeg så skal ud og møde erhvervslivet.
Jeg agter ikke at sidde bagerst i bussen med håbet om, at nogen forbarmer sig over mig. Jeg er kvalificeret og arbejdsom – og derfor skal jeg have et job!

Nyt kapitel: København!
En stor beslutning er truffet og jeg rykker mod hovedstaden med forventning om, at spændende og nye udfordringer venter forude. Derfor spenderer jeg min efterårsferie (hvis man da har ferie som studerende?!) i København, hvor der udover speciale og sociale hyggestudner fokuseres på networking og potentielle jobåbninger.
Dagens råd: Grib chancen! Kom ud af hulen og mød erhvervslivet med oprejst pande. Man bliver ikke en god networker eller den bedste kandidat til jobbet ved at læne sig tilbage og afvente – det kræver mange små og store overvindelser. Det er en proces og øvelse gør mester. Så skynd dig at opsøge mulighederne, meld dig til netværksarrangementer og vær kreativ allerede inden du står med uddannelsesbeviset i hånden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Perker lærer udsagnsord?

Det er ikke ligetil, og det ligger mange på sinde at lægge mærke til forskelle på ligger, lægger og lækker. Her ligger for eksempel nogle ...