Vejen frem er ikke altid ensrettet

Historien om Andreas Mogensen, Danmarks første astronaut, bliver ofte kogt ned til historien om en idealist, der aldrig veg fra sin drengedrøm. Den glemmer at fortælle om et par svingærinder og lykketræf undervejs.

"Hvis jeg ikke var taget til Congo, var jeg nok aldrig blevet udvalgt til astronautkorpset”

– Dét, som ofte går tabt i medierne er, at min vej dertil, hvor jeg er i dag, ikke har været så snorlige, som det ofte bliver gjort til, indleder Andreas Mogensen og fortsætter:

– Historien om mig plejer at være, at drømmen om at blive astronaut har boet i mig siden jeg var dreng, og at jeg er gået målrettet efter den hele mit liv. Det er også en rigtig fin historie, men den er altså også ret forsimplet, smiler Andreas Mogensen, hvis drengedrøm faktisk startede et andet sted:

– Jeg boede i Californien i midt 80’erne, lige på den tid hvor Top Gun-filmen ramte biograferne. ALLE drenge på min alder ville være jægerpiloter, ligesom Tom Cruise.

Først lidt senere, da Andreas gik i 4.-5. klasse og begyndte at lære om NASA og de amerikanske astronauters missioner til månen, begyndte han at overveje, om Niel Armstrong egentlig ikke havde et endnu sejere job end Tom Cruise:

– Det var ikke så meget den tekniske eller videnskabelige side, der fascinerede mig ved rumfart dengang. Det var mere det eventyrlige i at blive skudt ud i rummet, forklarer han: 

– Jeg kan huske, at jeg syntes det måtte være det mest spændende et menneske nogensinde kunne opnå. Det syntes jeg for så vidt stadigvæk, smiler han og fortæller, hvordan han plejede at ligge omme i bagagerummet på de lange køreture i Californien og fantasere om det ydre rum, mens han så op på stjernerne.

Andreas Mogensen er vokset op med en far, der gjorde karriere inden for shippingindustrien. Farens job krævede, at familien rejste meget, og før Andreas Mogensen var fyldt 16 år, havde han nået at bo tre år i Bangkok, tre år i Singapore og fem år i Californien, inden familien vendte hjem til Danmark, hvor Andreas Mogensen begyndte i 9. klasse på Rygaardskolen i Hellerup og fortsatte på den Internationale Skole i samme by, hvorfra han fik, hvad der svarer til en studentereksamen. Med studenterhuen i hus skulle den 18-årige Andreas Mogensen beslutte, hvilken vej han nu ville gå:

– Jeg kan huske, at jeg gik ind på studievejlederens kontor, og fik stukket en bog i hånden med en A-Z oversigt over uddannelser i England. Under A, på den allerførste side, stod der: Aerospace Engineering. Jeg havde aldrig hørt om det før, men jeg tror ikke, jeg nåede til B, for jeg vidste med det samme, at det var det rigtige for mig, fortæller Andreas.

Andreas Mogensen startede på uddannelsen til Aerospace Engineer i London. Man forestiller sig måske, at det var blandt ligesindede, men sådan var det ikke helt:

– Det lyder nok underligt, men fordi England ikke var et industriland, drømte de fleste af mine medstuderende faktisk om at arbejde i bank og finansverdenen, forklarer Andreas Mogensen, og jobtilbuddene inden for rumfart hang da heller ikke ligefrem på træerne, da han graduerede som Aerospace ingeniør fra Imperial College London i 1999: 

– Så stod jeg der som færdiguddannet uden nogle oplagte jobmuligheder. På det her tidspunkt var jeg godt træt af at studere, og jeg gad faktisk ikke at læse videre, fortæller Andreas Mogensen.

I den periode afholdt universitetet nogle karrieredage, hvor diverse firmaer forsøgte at værge nyuddannede guldæg. Dét endte med at bringe Andreas i en uventet retning. En omvej, der senere skulle vise sig at være godt givet ud:

– Jeg faldt helt tilfældigt over oliegiganten Schlumberger. På det tidspunkt syntes jeg egentlig, at idéen om at komme ud og rejse, lave noget praktisk og bo på en boreplatform, lød fedt fortæller Andreas.

– Og det er egentlig skægt, at jeg endte lige der på en boreplatform i Vestafrika i et job som havde meget lidt at gøre med Aerospace Engineering, fortætter han:

– Hvis jeg ikke var taget til Congo, var jeg nok aldrig blevet udvalgt til astronautkorpset. Det er nemlig ikke nok bare at have den tekniske uddannelsesbaggrund for at blive astronaut, man skal også have noget praktisk eller operationel erfaring, hvor man har stået i usædvanlige eller vanskelige situationer – og at leve isoleret på en boreplaform minder faktisk ret meget om at være isoleret fra omverden i det ydre rum.

Efter to år på boreplatformen i Afrika, indså Andreas Mogensen, at tiden var inde til at sadle om, hvis han nogensinde skulle tilbage på sporet med rumfart, så han vendte næsen hjem til Danmark og fik et job som reguleringsingeniør på Vestas i Ringkøbing, inden han igen vendte tilbage til universitetet og fik en ph.d.-grad ved University of Texas:

– Da jeg besluttede mig for en ph.d.-uddannelse sendte jeg en håndfuld ansøgninger til de mest prestigefyldte universiteter i USA. Jeg sendte også en ansøgning til DTU i Lyngby. Beskeden fra DTU var, at baseret på den omregning, de havde foretaget, regnede man ikke med, at jeg havde de fornødne faglige kompetencer til at kunne fuldføre et ph.d. studie – ja, jeg fik simpelthen et afslag fra Lyngby og et ja fra Amerika, smiler Andreas Mogensen og på trods af smilet, kan man mærke, at det bekymrer ham:

– Det er faktisk et stort problem at flere og flere studerende med internationale uddannelser har svært ved at komme ind på de danske universiteter. Jeg kender danske studenter, der har fået afslag fra Danmark og ender med at læse på Cambridge og Oxford – det er da fjollet, runder han af, inden vi tager fat på næste kapitel.

Andreas afsluttede sin Ph.d. i 2007. Næste store vendepunkt kom en dag i maj det følgende år, da ESA (European Space Agency) annoncerede, at de søgte aspiranter til det europæiske astronautkorps. Andreas Mogensen søgte ind. 8.413 andre håbefulde europæere gør det samme. Selve ansøgningsprocessen varer et helt år. Første optagelsesrunde bestod af 9 timers hardcore, computerbaserede kognitive tests. 200 ville blive inviteret videre til næste runde, men på det tidpunkt havde Andreas Mogensen så godt som opgivet troen på at komme med i opløbet:

– Efter de kognitive tests, tænkte jeg, at jeg havde gjort mit bedste, men at det nok ikke strakte sig videre end dertil for mig. Det var virkelig en svær prøve, så jeg var helt ude af mig selv af glæde, da jeg fik invitationen til næste runde, fortæller Andreas Mogensen og uddyber:

– Det, der adskiller europæiske fra amerikanske astronauter, er, at man skal være mere end almindeligt heldig, for at der lige præcis er en optagelsesrunde, når man er på det rette sted i sit liv. På NASA kan astronauter måske nå at søge 3-4 gange, før de kommer ind, men den mulighed har vi ikke i Europa, fordi midlerne til bemandet rumfart er meget mere begrænsede. Holdet før os startede for eksempel helt tilbage i 1992 – og der gik altså lige 17 år, før de søgte igen, så at ESA søgte astronauter akkurat i 2008, hvor min alder og min fase i karrieren passede ind, er nok der, hvor jeg har været allermest heldig, fortæller Andreas Mogensen.

– Det havde været på tale, at ESA ville søge astronauter tidligere, men på grund af en ulykke i 2003, hvor den amerikanske rumfærge Columbia brændte op i atmosfæren, endte alting med at blive skubbet to år. Hvis det ikke var sket, så havde ESA måske søgt astronauter som planmæssigt to år før – hvor jeg stadig var under uddannelse – og så var det højst sandsynligt ikke blevet mig, forklarer Andreas Mogensen og tøver ved det næste spørgsmål, som handler om, hvordan han har det med at være nogens rollemodel i dag, hvor han kan kalde sig selv for den første dansker i rummet:

– Jeg er glad for chancen for at inspirere den næste generation, men jeg synes, man skal være forsigtig med det der prædikat ’rollemodel’. Jeg har jo selv truffet nogle valg i mit liv, som måske ikke egner sig for andre. 

Det vigtige er, at man vælger noget, man elsker. Du bliver måske aldrig glad i livet, hvis du vælger at tage ud på en boreplatform, kun fordi du gerne vil noget andet med det senere. På en måde kan man sige, at jeg egentlig bare har grebet de muligheder, jeg har fået undervejs. For selvom astronautdrømmen måske altid har været derinde i baghovedet et sted – og jeg nogle gange har lavet nogle justeringer for at holde dørene til den drøm åbne – syntes jeg egentlig, at det er vigtigere at få frem, at succes kræver fleksibilitet. 

– Det kræver, at man tør tage de chancer, som opstår, slutter Andreas Enevold Mogensen, Danmarks første astronaut.

Andreas Mogensen har en Mastergrad i rum- og luftfartsteknologi fra Imperial College i London. I 2009 blev han præsenteret i ESA's hovedkvarter i Paris, som en del af det europæiske astronautkorps. Siden har han bl.a. skullet lære russisk, før han den 2. september 2015 var klar til sin første mission.